Oversigt
Kunne du tænke dig, at opleve det nørdede i at brygge god øl med lokale råvarer?
Som erhvervspraktikant følger du en brygger i hans daglige arbejde. Du vil følge processen fra korn til færdigt øl, herunder mikrobiologien og fermenteringsprocessen der er forbundet med brygning af øl.
I løbet af din praktik vil du være med til at brygge 50.000 flasker øl, som bliver solgt over hele Danmark.
Når din praktik er overstået ved du meget mere om bryggerfaget og vejen til at blive brygmester.
Om Bryghuset Møn
Siden etableringen af Bryghuset Møn i 2005, har vi med smuk udsigt over Stege Nor, i Klintekongens land, brygget øl efter gode bryggertraditioner. Her er hver dag en livlig aktivitet for at brygge de ædle gyldne dråber. Fra markerne lige omkring os er byggen til vores malt høstet. Malten er grundstenen i enhver øl, og vores dygtige bryggere udfører med stor respekt deres håndværk, så kornet, sammen med god humle, forvandles til godt øl til glæde for alle øldrikkere. Hele processen fra korn til færdigt produkt sker i bryggeriet. Vi har ikke aftaler med andre bryggerier om at hjælpe os med brygning eller tapning, og du kan derfor regne med at øl fra Bryghuset Møn, er brygget og tappet lokalt med hjælp fra gode lokale medarbejdere. Hos os er det simple ingredienser der anvendes til vores produkter. Alt hvad vi bruger er naturligt, uanset om du nyder en øl, saft eller sodavand. Alle vores sodavand og safter er økologiske, og også blandt vores øl kan du finde økologiske varianter. I den skønne natur ude imellem Møns Klint og Liselund henter vi vores vand. Møn Vand siver langsomt igennem tykke lag af kridt, som i millioner af år er aflejret og fungerer som naturens vandfilter. Det gør vandet dejlig blødt og behageligt. Nyd Møn Vand helt naturlig eller med blid brus.